I børnebogen ‘Steno – geologiens grundlægger’ følger vi videnskabsmand og anatom Nicolaus Steno fra han er en lille dreng til han vokser op og gør opdagelser, som lægger fundamentet for fagområdet geologi.
Steno blev født i 1638. Fra han var tre til han var seks var han sygdomsramt og måtte ligge i sengen det meste af tiden. Her havde han ikke andet at tage sig til end at lytte til de voksne snakke, og i en ung alder lærte han at snakke som de voksne.
Steno uddanner sig som anatom og tager på en dannelsesrejse rundt i Europa, som mange videnskabsfolk gjorde på dette tidspunkt. På rejsen gør han mange opdagelser om dyr og menneskers kroppe, bl.a. konkluderer han som den første, at hjertet er en muskel.
Steno gør dog sin største opdagelse i forbindelse med dissektionen af en hajs hoved. Hajens tænder viser sig at være identiske med fossiler, som i lang tid har været fundet på landjorden. For at finde svaret på, hvordan hajers tænder er havnet i høje bjerge langt over havets overflade, skal han som den første erkende, at jorden vi står på bevæger og forandrer sig over tid. Dette bliver grundstenene for faget geologi.
‘Steno – geologiens grundlægger’ er en bog i serien ‘Danske stjerner’, der introducerer børn på 4-8 år for nogle af Danmarks største videnskabsfolk.
Bøgerne består af to dele. Første del er en fortælling, hvor man følger hovedpersonerne fra de er børn med store drømme til de vokser op og gør endnu større opdagelser. Anden del af bøgerne uddyber nogle af de faglige aspekter, der indgår i fortællingen.
Aldersgruppe: 4-8 år.